Hjemmelavede skåneærmer er en sjov gammel ting som mange af os stadig kan have gavn af i dag. Hvis du kender en der bruger meget tid i køkkenet kan skåneærmer være en sjov og billig julegave.
Sy hjemmelavede skåneærmer
Skåneærmer er nemme at sy, det tager ikke særlig lang tid og de kan bruges til alt i køkkenet. Hvis du har taget dit fine tøj på er skåneærmerne super gode sammen med et forklæde, så får du i hvert fald ingen grimme pletter på tøjet.
Det skal du bruge for at lave hjemmelavede skåneærmer:
- Stof
- Saks
- Målebånd
- Elastik
- Sikkerhedsnål
- Symaskine
Trin 1
For at finde ud af hvad størrelse stoffet skal være skal du måle din arm fra håndledet og til op over albuen (armen skal være bøjet). Mål omkredsen af din overarm og tilføj 10 cm. Læg yderligere 2 cm til hver side for sømrum (f.eks længde 45 cm omkreds 25 cm+10 cm -stoffet til et skåneærme skal så være 47×37 cm).

Trin 2
Fold kanterne på stoffet ca. 2 cm ned (længden), sørg for at der er plads til at trække en elastik igennem når du er færdig. Sy 1-1,5 cm nede på folden. Dette gøres i begge ender og gentages på det andet stykke stof.

Trin 3
Mål omkredsen på dit håndled og klip 2 stykker elastik i denne længde. Klip også to stykker i samme længde som omkredsen af din overarm. Elastikken kan trækkes igennem ved at sætte en sikkerhedsnål i den og føre denne gennem løbegangen. Sy evt. elastikken fast undervejs.

Trin 4
Husk at det skal være to forskellige længder elastik i skåneærmet.

Trin 5
Fold skåneærmet ret mod ret og sy kanten sammen.

Trin 6
Vend stoffet og så er dit første skåneærme færdigt. Gentag med det andet.

Trin 7
Skåneærmerne er nu færdige og klar til at beskytte tøjet mod sprøjt.

Vis os meget gerne dine hjemmelavede skåneærmer i en kommentar herunder, så vi kan se hvor kreativ du har været og skulle du have spørgsmål til guiden, så spørg endelig bare løs.